Så skete det som jeg havde forsvoret nogensinde skulle ske. Jeg er rykket vestpå. Laaaangt vestpå. Ikke til Brønshøj eller Husum eller en anden del af KBH der tror de kan kalde sig en bydel bare fordi de er at finde indenfor kommunegrænsen. Næh jeg er rykket ud til lugtende marker og dårlig infrastruktur i det Vestjyske.

Mange vil (med rette) være mentalt bekymrede for min mentale situation efter at have læst ovenstående, men finanskrisen ramte også mig, og i stedet for at skrive ansøgning nr 201 og få endnu et afslag fra en Københavnsk arbejdsplads, fulgte jeg min onkel Kuks opfordring om gratis logi og masser af arbejde og drog afsted med katten i kasse i et IC3tog.

Og jeg har ikke fortrudt endnu. Selvom Jylland har medført at få første parket til andres skilsmisse, mudder på stilletsålen, virkelig langt til en døgner efter cigaretter og uforståelige dialekter hygger jeg mig sgu! Her er herligt, og folk er virkelig flinke så måske det ender med at blive mere permanent?

Helligheden i guds eget land har ifølge P1 nået nye højder, nu vil private boligselskaber totalforbyde rygning i boligblokke, hvilket vil sige at der ikke må ryges indendørs, på altaner eller sågar på fortovet omkring bloggen. Nåh ja tænker man jo så, det kan vi så glæde os over om små 10 år vil nå Danmark når nypuritanerne med deres økologiske frelsthed har fået vedtaget deres viktorianske partiprogram på bekostning af os almindelige mennesker der prøver at opretholde en vis standart for uanstændig livsførelse.

Spørgsmålet er hvornår det blev andre folks opgave at lege politibetjente og evigt påpege andre folks uvaner? Det giver naturligvis god mening ikke at fylde sine medmenneskers lunger med diverse kræftfremkaldende stoffer hvis de helst ser sig fri for det når man frekventeres indendørs, men hvori består logikken af at man skal to gader væk fra sit eget hjem? Det er et symptom på en mentalitet der desværre er fremherskende. Vi skal alle sammen bestemme hvad alle andre fortager sig og i guder hvor er det dog kvalmende for at sige det ligeud. Hvorfor skal det være min opgave at blande mig i min nabos sexliv, madvaner, motionsvaner og drikkevaner hvis en eller anden ekspert har udtalt sig om at det kan være/kan muligvis være/slet ikke er skadeligt når vedkommende er et voksent menneske? Hvor blev ens eget personlige ansvar og frisindet af i denne debat?

Og hvad med mig selv?

Jeg ville virkelig passe fantastisk ind i sådan en bygning.. Eller jeg ville blive smidt ud af min lejlighed efter helt præcist 2 dage fordi jeg startede en fest på altanen hvor jeg viste hvor effektivt man kan erhverve sig en leverskade via et heftigt indtag af sjusser og falsk stemmeføring alt imens jeg producerede mere CO2 ud af lungerne end 4 benzinmotore tilsammen.

Det kan I andre jo så påpege er skadeligt på samfundets vegne, som de politibetjente i forventes at være…

I dag ca kl 12 ringede min tlf. Det var min far. først overvejede jeg ikke at tage den, men gjorde det alligevel. Min farmor var sovet stille ind efter 1 års kamp mod kræft.

Min farmor har altid betydet meget for mig. Hun er den mor jeg selv har valgt til, og jeg har altid elsket hende højest. Selvom beskeden var ventet, så kommer det alligevel som et chok. Jeg skreg, skreg, og skreg og græd usammenhængende, foran min kollega. Jeg skylder vedkommende en stor tak for at give mig et kram da det gjorde allermest ondt på mig.

Afsted mod hospice kom jeg og blev samlet op på hovedbanen af en af de vigtigste mennesker i mit liv. Blev ellers holdt i hånden hele vejen derud mens jeg jeg skiftevis græd og var usammenhængende og lidt for hård i munden af afmagt. Dertil skylder jeg vidst også en undskyldning. Uforbeholdent.

Jeg fik set hende, og sagt farvel. Hun så meget fredfyldt ud og jeg aede hendes pande og arm. Jeg ville så gerne tage hendes hånd i min, men de blå  negle gjorde at jeg bare ikke kunne. Jeg fortryder lidt, men jeg synes også jeg fik sagt ok farvel på min måde.

Derefter tog jeg ind og spillede klaver og ringede til folk. Det gjorde ondt. Mest fordi det blev sagt højt. Lidt for højt.

Resten af aftenen var jeg sammen med min far og søster. Det var godt.

Men jeg savner hende! Ikke den syge Oma der har ondt, men det menneske jeg husker. Jeg savner at tale tysk og drikke rødvin med hende, jeg savner at diskuterer politik, jeg savner at blive rettet i grammatik, jeg savner hendes stuvede gulerødder, jeg savner hendes røde hår, jeg savner hendes stemme. Jeg savner i det hele taget min liebe Oma!

Og det gør ondt. Forbandet ondt…. Så ondt at jeg gik i stykker i dag, og ikke kan blive repereret igen. Noget af mig døde med hende, og jeg ved virkelig ikke hvordan alting nogensinde skal blive det samme, selvom jeg også ved det ikke gør det.

Og hvad er det værste? Jo at det person jeg lige nu mest har lyst til at tale med over telefon og være i selskab med er død…

Det gør ondt i hele kroppen, og jeg er gået i stykker…

Grr og hej!

Livet er fantastisk! Eller, egentlig ikke. Har vidst ramt bunden med et brag der runger så højt at selv døve gamle mennesker på 98 må kunne høre det. (de fleste af dem har jo alligevel bare selektiv hørelse for fanden)!

Det startede ellers ligeså godt med at jeg prøvede at være spontan og hive en med til Hamborg. Det ville han gerne og afsted kom vi. Gik fint. Bortset fra at jeg glemte min telefon i en taxa og derefter på tysk måtte overtale en meget sur chauffør til at give mig den igen. Det kostede tyve euros og en hovedrysten fra min rejseledsager. Jeg burde måske have forudset allerede da at den kommende uge nok ikke ville den bedste. En ulykke kommer sjældent alene, i mit tilfælde kommer der gerne små 10 stykker på samme tid.

Den næste indtraf på HBH hvor det sagde RIIIITSCH og et styk hugo boss jakke gik i stykker. Fantastisk. Så stod man der med 2500 kr stof i hånden og en medrejsende der undrende kiggede på en. Hvis man så bare kunne sy ville det være fantastisk. Men åååh hvem der besad sådanne dydigheder. Bliver fandme dyrt… Igen!

Vel hjemme i Danmark var mit kort blevet spærret og min kære bankrådgiver der tror jeg er 10 år gammel og økonomisk ekstravagant var sur. Det sidste er jo egentlig rigtig nok, men der er ingen grund til at tale til en som om man er en grøftevandsamøbe af den grund. Pyt med det, kortet åbnes igen fredag, så kan man gå ud og købe endnu mere ubrugeligt ragelse..

Man kunne også lade være for onsdag aften gik feberen ind. Vel at mærke den kedelige slags. Efter et dejligt selskab og god mad kapitulerede jeg med 38 i feber. Fedt! Ind i seng og sove, og så sagde jeg ellers AV! AV! AV! Den nederste maveregion var i oprør på den meget smertefulde måde! Måtte ringe til både arbejde og læge. Den sidste var den værste. Skulle stille kl 12 til undersøgelse. Gik ikke så godt på turen på vej derhen. Havde kvalme og hovedpine. Måtte give op på halvvejen stå af og kaste op til stor undren for de der tilfældigvis stod i nærheden. Sundede mig lidt, gik 3 skridt og kastede op igen. Sundede mig igen og kastede op en gang til. Fedt! Op til lægen og skrige mens han undersøgte mig og ellers pushe noget pencillin på apoteket.

Nu sidder jeg ellers her og bitcher over mit liv, og skal se film og have ondt af mig selv. Bunden er vidst nået nu!